Den travle hverdag

Solen skinner og jeg mærker dens stråler, på min barre ben, jeg sidder inde på strøget omgivet af menneskemyldret og dens stress. Folk farer rundt fra det ene sted til det andet, den ene mere travl end den anden, uden en mening med livet, intet mål at stræbe efter, deres dage er talte, de er som robotter, der kører på repeat. De glemmer sig selv, hvem de er, hvad de lever for, hvorfor overhoved leve? Når deres liv intet formål har?! De følger strømmen, følge det alle de andre gør, de forbliver i deres trygge rammer, ingen der tør at tage ansvar for dem selv og deres handlinger, de er bange for konsekvenserne, de fylder deres hverdag op med en masse ubetydelige ting, en masse tidsfordriv, de fordriver tiden med ligegyldige ting, for at kedsomheden ikke vil ramme dem.
De er herre over deres eget liv, men træder ikke i karakter og skaber dem selv, som selvstændige individer et indholdsrigt og leveværdigt liv, men lader deres liv forblive denne gentagende cyklus. De må vågne op af deres drømme! Vågne op til virkeligheden! Vågne op og se hvad livet indeholder! Ingen andre end dem selv kan hjælpe dem.

En lille pige midt i menneske myldret råber om hjælp, hun græder og leder forvirret rundt efter hendes mor, men uden held… Hun sætter sig ned i frustration, magtesløsheden begynder at indtage hende, hun er helt alene i blandt alle disse mennesker… Ingen hjælper hende... De har travl med sig selv, egoismen vokser, de bliver følelsesløse, ingen tør at tage det ansvar der ligger bag den opgave, at hjælpe den lille magtesløse pige.

Jeg trænger mig igennem mængden af mennesker, hen imod den lille pige, et split sekund kigger jeg den anden vej og da jeg kigger hen til den lille pige igen er hun væk.